Hvad betyder ‘gnawa-musik’ i marokkansk kultur?

Hvad er det for en dyb, pulserende rytme, der fylder de snoede gader i Marokkos medinaer, lokker nysgerrige ører til sig på festival­scener verden over og bringer folk i trance under månelys? Svaret er gnawa – en gådefuld musiktradition, der bærer ekkoet af ørkenkaravaner, sufistiske ritualer og århundredgamle fortællinger om frihed, ånder og fællesskab.

Gnawa-musik er mere end blot lyd; den er et helt kosmos af historie, spiritualitet og social identitet. Fra de dybe basstrenge på guembri-luten til det hypnotiske klangtapet af klirrende qraqeb-metal­kastagnetter pulserer en energi, der både heler, fejrer og forener. Samtidig har traditionen, der engang blev praktiseret i Marokkos periferi, i dag fået status som globalt kulturikon – anerkendt af UNESCO og elsket af jazz-, rock- og elektroniske musiksfærer.

I denne artikel dykker vi ned i oprindelsen, ritualerne, instrumenterne og den nutidige betydning af gnawa-musik. Undervejs kommer vi forbi nattelange trance­ceremonier, farverige dragter prydet med muslingeskaller og internationale samarbejder med stjerner som Jimmy Page og Marcus Miller. Klar til at lade dig føre af rytmen? Så læs med, når vi udforsker, hvad gnawa-musik virkelig betyder for Marokkos kultur – og for verden.

Oprindelse og historisk baggrund

Gnawa-musikken kan ikke forstås uden at kende historien om de mennesker, der skabte den. Den er både et kulturelt og et spirituelt ekko af en flertydig fortid, hvor migration, slaveri og sufisk islams broderskaber flettes sammen.

1. Rødder i vest- og sahel-afrika

• Geografisk oprindelse: Gnawa-folket nedstammer primært fra områder, der i dag svarer til Mali, Niger, Burkina Faso, Senegal og det nordlige Nigeria – regioner, der historisk udgjorde Mali-riget, Songhai-riget og andre saheliske imperier.
• Etnisk og sproglig baggrund: Forfædrene talte mande-, songhai-, fulani- og hausa-sprog. Betegnelsen “Gnawa” menes at stamme fra “gnawi” (berbisk for “sort / afrikansk”) eller fra det kanoitisk-arabiske korpus “qanawa”, der betegner “folk fra Guinea”.
• Musikalske forløbere: Polyrytmiske trommer, kalabas-basseder, kalimba-lignende lamellofoner og sangformer med call-and-response var allerede centrale i Sahel; flere af disse elementer overlevede i den marokkanske gnawa-æstetik.

2. Transsahariske ruter og ankomsten til maghreb

1. Karavanerne: Fra 15- til 19-hundredetallet krydsede handelskaravaner Sahara med guld, salt – og mennesker. Tusindvis af vest- og centralafrikanske slaver blev solgt på markeder i Timbuktu, Tindouf, Sijilmassa og til sidst i de store marokkanske byer som Marrakech, Fès og Essaouira.
2. Islamisk ramme: Islam var allerede udbredt i Sahel. De deporterede kunne derfor let indlemmes i marokkanske sufi-kredse, hvor deres spirituelle praksisser fandt nye udtryk.
3. Kulturel udveksling: På rejsen nordpå blandede afrikanske rytmer sig med berbisk, arabisk og andalusisk musik. Guembri-instrumentet blev udviklet som en lokal variant af den vestafrikanske ngoni/xalam.

3. Broderskaberne tager form

4. Historien afspejles i identitet og musikalske temaer

Den kollektive hukommelse om tvangsflytning danner grundlag for gnawa-repertoirets mest gentagne motiver:

• Frihed & forløsning: Hymner til Sidi Bilal – islams første sorte muezzin – symboliserer længslen efter frigørelse.
• Modstand & resiliens: Tromme- og føddernes stomp minder om lænke-gang og karavanens trav, men forvandles til styrkende grooves.
• Synkretisk spiritualitet: Afrikanske animistiske elementer (ånde-påkaldelser, farvesymbolik) smelter sammen med sufismens dhikr (repetition af Guds navne).
• Social sammenhængskraft: Broderskaberne fungerede som gensidige hjælpe­kasser for tidligere slaver, hvor musik og ritual bandt det nye fællesskab sammen på tværs af etniske barrierer.

5. Fra marginaliseret gruppe til kulturel kerne

I det postkoloniale Marokko har gnawa-identiteten bevæget sig fra “abid” (slave) til “san’aa” (kunsthåndværker). Deres historie gør gnawa-musikken til et levende vidnesbyrd om:

Kontinuerlige kulturudvekslinger mellem Sahara og Atlanterhavet, hvor undertrykte stemmer har skabt en af Nordafrikas mest karakteristiske musiktraditioner.

Denne baggrund forklarer, hvorfor gnawa-musik i dag både anses som folkelig underholdning, spirituel terapi og identitetspolitisk markør blandt efterkommere af afrikanere i Marokko.

Spirituel betydning, ritualer og symbolik

Gnawa-traditionen er først og fremmest et spirituelt håndværk, hvor musik, dans og ritual væves sammen til et terapeutisk hele. Den trækker på sufismens ideal om direkte og sanselig gudskontakt, men bærer samtidig tydelige spor af vest-afrikanske, berber- og arabiske forestillinger om forfædre- og naturånder. Resultatet er en udpræget synkretisk praksis, der taler til både krop, sind og lokalsamfund.

Lila / derdeba – Den natlige trance-ceremoni

1. Forberedelse: Familier eller kvarterfællesskaber inviterer et broderskab. Huset renses symbolsk, og muqaddemaen – en kvindelig ceremonimester – afstemmer formålet: helbredelse, taksigelse, beskyttelse osv.
2. Åbning (Al-‘Aada): Gnawa-flaget hænges op, røgelse af oud og benzoin tændes, og maalemen (mester-musiker) intonerer lovsange til profeten, lokale helgener og sufimestren Sidi Abdelkader Jilani.
3. Trance-suiter (Qasida & Mlouk): Natten opdeles i farvekodede “porte”, hver viet til bestemte mluk – usynlige ånder. Deltagerne kaldes frem én efter én, danser, falder i trance og “renses” gennem rytme, farver og duft.
4. Tilbagekomst (Al-Bida’): Tempoet sænkes, der tilbydes myntete og dadler, og rummet “lukkes” med koranrecitation og taksigelser, før daggry markerer en ny begyndelse.

Roller og hierarki

Mlouk – Åndernes “familier”

Gnawa taler om ånder som personificerede energier, der kan bringe både sygdom og helbredelse. Hver har egen favre, duft og rytme:

Farver, kostumer og røgelse

• Farver bæres som tørklæder, kapper eller perler, der “tiltrækker” den relevante ånd og gør danseren genkendelig for den usynlige verden.
• Røgelse fungerer som kanal og sansemæssig markør; skiftet fra benzoin til sandeltræ signalerer, at næste åndefamilie er kaldt frem.
• Kostumer pyntes med muslingeskaller og sølvmønter, som både refererer til Vestafrikas kyst og afværger “onde øjne”.

Sociale funktioner og livsovergange

Ud over den individuelle healing tjener lila som kollektivt lim. Den bestilles ved

• fødsler og navngivninger, hvor moder og barn styrkes mod misundelse,
• bryllupper, hvor brudeparret “synchroniseres” med hinandens mluk,
• omskærelse eller første fastemåned, hvor børn officielt træder ind i det religiøse fællesskab,
• kriser som depression, uheld eller infertilitet, hvor trance opfattes som psykisk ventil og spirituel medicin.

Således giver gnawa-ritualet både et sakralt rum til individuel forløsning og et socialt forum for gensidig omsorg. Musikken er ikke blot underholdning, men en nøgle til at forhandle med det usynlige – og til at styrke fællesskabets sammenhængskraft i det synlige liv.

Instrumenter, lyd og performancestil

Nøgleinstrumenter

Samspil, rytmer og vokalteknikker

• Call-and-response: Maalemmen synger en linje, hvorefter koret (ofte hele publikum) gentager eller afslutter den. Denne antifonale struktur sikrer kollektivt engagement og gør musikken nem at lære uden skrift.
• 12/8-puls med synkoper: Qraqebs stålklik danner en løbende tredelt puls, mens guembrien spiller ostinate motiver, der forskyder sig over pulsen og skaber swing-fornemmelsen.
• Gradvis intensivering: Et stykke bygger op gennem længerevarende repetitioner (5-15 minutter), hvor hastighed og volumen øges for at trække dansere ind i trance (jedba).
• Improvisation vs. formularer: Selve modaliteten ligger fast i hver suite, men maalemmens frasering, ornamentik og basaline varierer fra aften til aften.

Dans og visuelle elementer

1. Kropssving og spring: Deltagerne bevæger skuldre og hoved i takt til qraqeb-mønstret, mens fødderne laver små shuffle-trin; i ekstase udføres høje hop med drejelende krop.
2. Kostumer med muslingeskaller: Maalems kaftan og dansernes veste er ofte besyet med store hvide cowrie-skaller – et ikon for beskyttelse og tidligere valuta i Vestafrika.
3. Farver & lys: Under lila-ritualet skiftes klæder og scenelys i overensstemmelse med den påkaldte ånds (mluk) farvespektrum – f.eks. blå for Sidi Musa, grøn for Sidi Abdelkader.

Den karakteristiske klanglige tekstur

Guembriens dybe, træagtige twang danner fundamentet, mens qraqebs metalliske “klik-klang” ligger som et audielt slør ovenpå. Tbelens buldrende bastrommer fylder mellemregistret ud. Vokalerne – markante nasallyde og kollektive råb – blander sig med publikums hænder og fodstamp, hvilket giver en “åben” live-klang uden tydelig adskillelse mellem scene og gulv. Det rå, repetitive lydbillede er netop det, der muliggør trance, samhørighed og den særlige gnawa-groove, som både fascinerer verdensmusik-publikum og forankrer traditionen i Marokkos urbane nabolag.

Repertoire, struktur og æstetik

Selv om gnawa-musik i dag ofte kan opleves på en scene eller i et studie, er dens form stadig dybt forankret i lila- eller derdeba-ritualet. Repertoiret er derfor ikke kun et sæt sange, men en dramaturgi, hvor musik, dans, farver og dufte gradvist leder deltagere og tilhørere fra hverdagsbevidsthed til trance og fællesskab.

Grundlæggende opbygning

1. Fath al-lila (åbning): Maalemen stemmer guembri, qraqeb klikker i stødt 6/8-puls, og der reciteres vers fra Koranen samt lovprisninger af profeten. Denne fase er både musikalsk opvarmning og rituel renselse.
2. Hymner til helgener (qasaïd): Herefter følger sange til sufiske helgener som Sidi Abdelkader, Moulay Brahim og først og fremmest Sidi Bilal – den afrikansk-fødte muezzin, som symboliserer sorthed og frigørelse. Sangene etablerer slægtskab mellem publikum, ånder og gnawa-brødrene.
3. Fase med “mluk-suiter”: Nu træder muqaddemaen frem og fordeler farvede tørklæder og røgelse. Hver suite hylder en specifik ånd (mluk) med sin egen farve, rytme og parfume. Musikken intensiveres, dansere roterer tørklæderne, og de første tegn på trance viser sig.
   • Rækkefølgen er traditionelt fastlagt, men længden kan ændres afhængigt af deltagerne og åndernes respons.
   • Maalemen kan indskyde improviserede taqsim-passager på guembri for at modulere stemningen.
4. Kulmination og afslutning: Efter at alle farver/ånder er gennemgået, falder tempi og dynamik langsomt, og ritualet lukkes med fælles bøn og taksigelser.

Farver, ånder og musikalske koder

Faste formler og spontan skabelse

Gnawa-repertoiret bygger på grundlæggende melodier og chants, som alle medlemmer af broderskabet kender. Melodierne er relativt korte, men bliver udvidet gennem:

• Repetition: Lange cyklusser skaber hypnotisk groove.
• Variations-guembri: Maalem ornamenterer basslinjen, skifter toneart eller tilføjer slides.
• Vokale improvisationer: Koristerne svarer med spontane strofer eller åndens navn.
• Dans og publikum: Som kroppenes bevægelser ændrer sig, justeres tempo og dynamik.

Æstetikken: Groove og kollektiv deltagelse

Det, der for det uindviede kan lyde som uendelig gentagelse, er for gnawa-praktikeren en spiralformet rejse, hvor hver ny runde fordyber trance og fællesskab. Qraqebs metalliske klang låser rytmen, guembriens dybe puls jordbinder energien, og flerstemmigt svaresang åbner rummet for kollektiv katarsis. Publikum er ikke blot tilskuere; de svarer, klapper, danser og – i ritualet – giver sig hen til ånderne.

Selv i moderne koncertsammenhænge fastholdes denne æstetik. Musikerne forkorter måske antallet af mluk-suiter og toner de rituelle elementer ned, men principperne om gentagelse, groove og fælles deltagelse er stadig nøglen til gnawa-musikkens magnetiske kraft.

Gnawa i nutiden: identitet, UNESCO og global indflydelse

Gnawa-traditionen har i løbet af de sidste fire årtier gennemgået en markant transformation: fra at være en marginaliseret, næsten skjult spirituel praksis i Marokkos baggårde til i dag at stå som et nationalt kulturikon – og et globalt brand. Denne udvikling rummer både stolthed og dilemmaer.

Fra periferien til statsstøttet symbol

I 1970’erne blev gnawa-musik ofte set som “slavemusik” knyttet til sorte marokkanere og til okkulte ritualer. Med moderniseringen af landet og en stigende interesse fra kosmopolitiske kunstnere og turister har staten siden 1990’erne gradvist omfavnet traditionen:

1. Kulturel rehabilitering: Ministerier begyndte at sponsorere urbaniserede gnawa-grupper ved nationale højtider.
2. UNESCO-optagelsen: I december 2019 kom kronen på værket, da “Gnawa: music of the descendants of enslaved Africans in Morocco” blev indskrevet på listen over immateriel kulturarv. Optagelsen legitimerer ikke blot musikkens historiske rødder, men giver også broderskaberne (turouq) en ny forhandlingsstyrke i forhold til turisme og rettigheder.

Essaouira – Epicenteret for den moderne bølge

Siden 1998 har Festival Gnaoua et Musiques du Monde i kystbyen Essaouira været den vigtigste motor for fornyelse. Over få dage forvandles byen til et gigantisk udendørslaboratorium, hvor maalems (mester-musikere) deler scene med internationale gæster foran op mod 500.000 tilskuere. Festivalen har affødt:

• Et helt netværk af riads, restauranter og instrumentbyggere, der lever af kulturel turisme.
• Erfaringsudveksling mellem unge musikere fra Marrakesh, Rabat og diasporaen i Paris, Bruxelles og New York.
• Lokale workshops om dans, spiritualitet og håndværk, som styrker broderskabernes sociale væv.

Jazz, rock, elektronik – Gnawa som fusionsmagnet

Samarbejderne bygger som regel på fælles parametre som groove, call-and-response og modal improvisation, hvilket gør gnawa naturligt kompatibel med jazz, funk og elektronisk beat-kultur.

Autenticitet, kommercialisering og kulturarv

Mens globaliseringen har åbnet døre, har den også skabt en række spændinger:

• Ritual versus scene: Nogle broderskaber frygter, at sceneshows fjerner musikken fra dens helbredende og åndelige kontekst (lila). I Essaouira optræder man ofte i 45-minutters sæt frem for en hel nats tranceceremoni.
• Økonomisk skævvridning: Gagerne til de mest efterspurgte maalems er steget voldsomt, mens mindre kendte grupper – især i sydlige landsbyer – fortsat kæmper for basale midler til kostumer og instrumenter.
• Turistfiltrering: Repertoiret tilpasses nogle gange “exotica-forventninger” (hurtigere tempi, flere acrobatic drops) frem for de dybere, langsomme suiter, der er kernen i tredje fase af et traditionelt ritual.
• Rettighedsspørgsmål: Streamingplatforme genererer indtægter, men registreringen af kollektivt ejede chants er kompleks. NGO’er arbejder nu på at oprette fælles fonde, så ordsprog, melodier og trommemønstre ikke havner i privat ejerskab.

En levende kulturarv – På egne præmisser?

Trods udfordringer er der et stærkt drive blandt unge gnawa-musikere for at genfortrylle traditionen indefra. Flere initiativer viser vejen:

1. Digitale arkiver: Universitetsprojekter i Rabat indsamler video- og lydoptagelser af ældre maalems, der ellers risikerer at gå tabt.
2. Kvinder i front: Selvom kampen er hård, har flere muqaddemaat (kvindelige ritualledere) som Touria Hadraoui fået plads på festivalplaylister og i undervisningsprogrammer.
3. Bæredygtig turisme: Lokale cooperativer i Essaouira producerer økologisk arganolie og bruger festivalperioden til at markedsføre varer, hvilket giver økonomisk afkast direkte til lokalsamfundet.

Dermed står gnawa som et fascinerende eksempel på, hvordan en immateriel kulturarv kan navigere mellem global scene og lokal helligdom. Dens fremtid afhænger nu af fortsat dialog mellem turouq, statslige institutioner, UNESCO og det internationale publikum – og af, at selve musikkens baraka (åndelige kraft) får lov at forblive kilden, ikke kun kulissen.