Hvad betyder en henstilling fra Folketingets Ombudsmand?

Kan en enkelt sætning fra Folketingets Ombudsmand vælte en hel kommunal afgørelse? Eller vende op og ned på en statslig praksis, der har stået uberørt i årevis? Når ombudsmanden sender en henstilling ud til en myndighed, lytter både politikere, embedsmænd og borgere med – men hvad betyder det egentlig i praksis? Er det blot gode råd, eller taler vi om noget, der kan få meget konkrete følger for din sag, din kommune eller måske hele lovgivningen?

I denne artikel dykker vi ned i begrebet “henstilling” fra Folketingets Ombudsmand. Vi forklarer:

• hvorfor ombudsmanden uddeler henstillinger (og ikke domme),
• hvad forskellen er på kritik, vejledning og henstillinger,
• hvilken juridisk vægt en henstilling har – og hvorfor den alligevel næsten altid bliver fulgt,
• hvad du som borger eller organisation kan bruge en henstilling til, hvis du mener, at en myndighed har trådt ved siden af.

Kort sagt: Hvis du vil forstå, hvordan én velplaceret henstilling kan rykke på magtbalancen mellem borger og stat, så læs med herunder.

Hvad er en henstilling fra Folketingets Ombudsmand?

Folketingets Ombudsmand er et uafhængigt, parlamentarisk kontrolorgan, der siden 1955 har haft til opgave at føre tilsyn med, at den offentlige forvaltning overholder loven og god forvaltningsskik. Enhver borger kan klage til ombudsmanden, og uden for klagesager kan ombudsmanden også tage sager op af egen drift. Ombudsmanden kan ikke selv ændre en myndigheds afgørelse eller tilkende erstatning, men han kan udtale sig – og især komme med en henstilling.

Hvad betyder “henstilling” i ombudsmandens terminologi?

En henstilling er ombudsmandens formelle anbefaling til en konkret myndighed om at gøre noget bestemt – fx genoptage en sag, omgøre en afgørelse, udbetale penge eller ændre interne retningslinjer. Den juridiske form er ikke-bindende, men i praksis tillægger myndighederne henstillinger stor vægt og efterlever dem næsten altid, fordi:

• de udspringer af en grundig, retlig vurdering,
• de offentliggøres og kan skabe politisk og mediemæssigt pres,
• Folketingets Retsudvalg kan indkalde ministeren, hvis henstillingen ignoreres.

Sådan adskiller henstillinger sig fra andre typer udtalelser

I hvilke situationer afgiver ombudsmanden henstillinger?

1. Sagsbehandlingsfejl – fx manglende partshøring, utilstrækkelig begrundelse eller overskredne frister.
2. Forkert retlig vurdering – myndigheden har anvendt loven urigtigt eller brudt proportionalitetsprincippet.
3. Manglende eller fejlagtig aktindsigt – borgeren har ikke fået de dokumenter, han eller hun har krav på.
4. Strukturelle problemer – interne retningslinjer eller praksis er i strid med loven.
5. Særligt indgribende sager – fx social-, udlændinge- eller sundhedsområdet, hvor konsekvenserne for borgeren er store.

Når ombudsmanden finder, at en fejl er så væsentlig, at borgerens retssikkerhed afhænger af en aktiv handling fra myndigheden, vil han typisk afslutte sin udtalelse med ordene “Jeg henstiller, at …”. Denne formulering markerer højest mulige alvor, uden at det bliver en egentlig domstolsafgørelse.

Retlig betydning og myndigheders pligter

Når Folketingets Ombudsmand afslutter en sag, kan han henstille, at en forvaltningsmyndighed gør noget bestemt – f.eks. genoptager en sag, omgør en afgørelse eller ændrer sin praksis. En henstilling er ikke en dom i processuel forstand, men dens vægt i det danske forvaltningssystem er betydelig.

Henstillingens retlige status

• Hjemlen til at afgive henstillinger findes i grundlovens § 55 og ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 med senere ændringer).
• Ombudsmanden er uafhængig af regeringen og domstolene, men hans afgørelser er ikke formelt bindende for myndighederne, som domstolenes domme er.
• Alligevel bliver henstillinger som hovedregel fulgt. I praksis skyldes det autoriteten bag Ombudsmandens juridiske og forvaltningsfaglige vurderinger samt det politiske og offentlige pres, der udløses, hvis en myndighed tilsidesætter dem.

Legalitetsprincippet og god forvaltningsskik

Henstillingerne hviler på to grundpiller:

1. Legalitetsprincippet: Al offentlig myndighedsudøvelse skal have hjemmel i lov. Under en ombudsmandssag vurderes, om afgørelsen eller sagsbehandlingen holder sig inden for lovens rammer.
2. God forvaltningsskik: Udover snæver lovlighed ser Ombudsmanden på om myndigheden har handlet rimeligt, proportionalt, hurtigt og uden unødig ulempe for borgeren. Mangler på dette punkt kan også føre til en henstilling.

Myndigheders pligt til opfølgning

Konsekvenser ved manglende efterlevelse

• Politisk ansvarlighed: Folketinget (og dets udvalg) kan indkalde den ansvarlige minister eller myndighed til samråd, hvis en henstilling ikke følges.
• Medie- og offentlighedspres: Ombudsmandens redegørelser offentliggøres på ombudsmanden.dk og får ofte betydelig presseomtale.
• Retlige skridt: Selvom Ombudsmanden ikke selv kan anlægge sag, kan en borger – styrket af henstillingen – føre sagen for domstolene. Domstolene tillægger ombudsmandens vurdering stor vægt.

På den måde fungerer henstillinger som en blød, men effektiv retslig mekanisme: De er ikke bindende i formel forstand, men kombinationen af retlig argumentation, offentlig kontrol og politisk ansvarlighed gør, at de næsten altid bliver efterlevet i praksis.

Konsekvenser i praksis for borger og myndighed

Når Folketingets Ombudsmand udtaler en henstilling, er den som udgangspunkt ment som en praktisk anvisning på, hvordan en fejl eller uhensigtsmæssig praksis bør rettes. Selv om henstillingen ikke er juridisk bindende som en dom, bliver den i langt de fleste tilfælde fulgt – og det har konkrete konsekvenser både for den borger, der har klaget, og for den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Typiske virkninger for borgeren

1. Genoptagelse af sagen
   Myndigheden genåbner sagsbehandlingen og foretager en ny – og forhåbentlig lovlig – afgørelse.
2. Ændring eller omgjort afgørelse
   Har ombudsmanden påpeget væsentlige fejl, ender det ofte med, at den tidligere afgørelse tilbagekaldes og erstattes af en ny, der tilgodeser borgerens rettigheder.
3. Ny eller supplerende behandling
   Hvis sagen lider af mangelfuld partshøring, utilstrækkelig begrundelse eller andre processuelle fejl, får borgeren mulighed for at få sine synspunkter inddraget og sagen vurderet på et korrekt grundlag.
4. Økonomisk virkning
   Ombudsmanden kan ikke tilkende erstatning, men hvis myndigheden efterlever henstillingen, kan resultatet indirekte blive fx efterbetaling af ydelser eller tilbagebetaling af ulovligt opkrævede beløb.

Typiske virkninger for myndigheden

• Justering af interne retningslinjer – instrukser, vejledninger og standardbreve ændres, så fremtidig praksis bliver lovmedholdelig.
• Uddannelse og opkvalificering – medarbejdere tilbydes kurser eller intern sparring om god forvaltningsskik og gældende ret.
• System- og it-tilpasninger – hvis fejlen skyldes systemmæssige begrænsninger, igangsættes udvikling eller opdatering.
• Forbedret journalisering og dokumentation – sikrer, at kommende afgørelser kan begrundes korrekt og kontrolleres eksternt.

Ombudsmandens ikke-kompetence

Det er vigtigt at forstå, at ombudsmanden ikke selv kan:

• Ændre eller ophæve en myndigheds afgørelse.
• Pålægge myndigheden at betale erstatning.
• Udstede påbud med tvangsmidler.

Ombudsmanden kan derimod pege på fejl og mangler og anbefale en bestemt handling. Det er herefter op til myndigheden at træffe beslutning – men med et væsentligt pres i form af offentlighed og politisk kontrol.

Hvis henstillingen ikke følges

Samlet set er effekten af en henstilling derfor betydelig: Myndigheder vælger sjældent at ignorere Ombudsmandens ord, fordi det både fagligt, politisk og omdømmemæssigt kan være dyrt at lade være. For borgeren åbner henstillingen døren til en reel mulighed for at få sin sag rettet op – uden nødvendigvis at skulle ud i en dyr og tidskrævende domstolsproces.

Sådan bruger du en henstilling i praksis

En henstilling fra Folketingets Ombudsmand kan være et stærkt redskab, men effekten afhænger af, hvordan du – som borger, virksomhed eller NGO – bruger den. Nedenfor finder du en trin-for-trin-guide, suppleret med konkrete tips til at få mest muligt ud af ombudsmandens konklusioner.

1. Udnyt de almindelige klagemuligheder først
   Ombudsmanden er en sidste instans i det administrative system. Inden du klager:
   • Følg den klagevejledning, der står i afgørelsen fra myndigheden.
   • Brug eventuelle anke- eller nævnsordninger (fx Ankestyrelsen, Miljø- og Fødevareklagenævnet eller Skatteankestyrelsen).
   • Indsend supplerende materiale til myndigheden, hvis nye oplysninger kan få afgørelsen ændret.

   Hvis du springer disse trin over, vil ombudsmanden som hovedregel afvise klagen.

2. Sådan indsender du selve klagen til Ombudsmanden
   
   • Brug klageformularen på ombudsmanden.dk eller send et almindeligt brev/e-mail.
   • Beskriv problemstillingen kort og præcist, og vedlæg alle relevante dokumenter: afgørelser, journalnotater, korrespondance mv.
   • Overhold 1-årsfristen: Klagen skal som udgangspunkt indgives senest 1 år efter, at den endelige forvaltningsafgørelse er truffet.
   • Marker tydeligt, hvis der er akutte konsekvenser (fx udbetalinger, der stopper), så ombudsmanden kan overveje at fremrykke sagen.
3. Forstå, hvad henstillingen faktisk siger
   Når ombudsmanden afslutter sagen, modtager du en udtalelse, der typisk rummer:
   • Faktisk og retlig vurdering (hvad gik galt?)
   • Kritik af myndigheden (hvor alvorlig er fejlen?)
   • Henstilling(er) (hvilke skridt forventer ombudsmanden?)
   • Frist for myndighedens tilbagemelding

   Læs udtalelsen grundigt; den præcise ordlyd – “Ombudsmanden henstiller, at …” – er dét, du senere kan støtte dig til.

4. Anmod myndigheden om opfølgning eller genoptagelse
   
   • Send en kort, høflig henvendelse til den relevante sagsbehandler/afdeling.
   • Vedhæft ombudsmandens udtalelse og citer de centrale passager.
   • Bed om konkret handling: “På baggrund af Ombudsmandens henstilling anmoder jeg om, at sagen genoptages med henblik på …”
   • Henvis til fristen, som ombudsmanden har sat (typisk 4-12 uger).
5. Brug henstillingen i dialogen – også strategisk
   

   En henstilling har stor autoritet. Myndigheder følger den i langt de fleste tilfælde, fordi:

   • En manglende efterlevelse indgår i ombudsmandens offentlige beretning til Folketinget.
   • Medier og politikere holder øje og kan bringe sagen op.

   Ved møder eller telefonsamtaler kan du nævne: “Ifølge Folketingets Ombudsmand bør [myndighed] …”. Det sætter tyngde bag dine krav.

6. Overvej yderligere skridt
   Hvis myndigheden ikke følger henstillingen, eller hvis du fortsat ikke får medhold, har du flere muligheder:
   

   Mulighed	Hvad indebærer det?	Typisk frist
   Domstolsprøvelse	Anlæg sag ved byretten for at få en bindende dom.	Almindeligvis 6 måneder fra endelig afgørelse – men søg procesbevillingsfonden og juridisk rådgivning straks.
   Erstatningskrav	Fremsæt krav om økonomisk kompensation, hvis du har lidt et tab pga. myndighedsfejlen.	3-års forældelsesfrist (§ 3 i forældelsesloven).
   Politisk kontakt	Rådfør dig med lokalpolitiker, folketingsmedlem eller brancheorganisation, som kan rejse sagen politisk.	Ingen formel frist, men timingen kan være afgørende.

7. Følg op på frister og offentlig dokumentation
   
   • Tjek ombudsmandens hjemmeside; mange sager publiceres (anonymiseret) her.
   • Hold øje med, om myndigheden offentliggør sin tilbagemelding – det skal den ofte.
   • Overvej at bruge aktindsigt (offentlighedslovens § 7) for at få interne notater om implementeringen.
   • Når fristen udløber, kan du høfligt spørge myndigheden: “Er status oversendt til Ombudsmanden, og kan jeg få den tilsendt?”

Praktisk huskeregel: Jo mere præcist du refererer til ombudsmandens ordlyd, jo sværere er det for myndigheden at ignorere henstillingen. Brug derfor altid originaldokumentet som løftestang.

Afslutningsvis er det værd at minde om, at en henstilling ikke garanterer fuld kompensation eller materielt resultat – men den giver dig et juridisk og moralsk rygstød, som i praksis ofte gør forskellen.