Hvad betyder joik i samisk musiktradition?

Forestil dig en sang, der ikke blot beskriver verden, men vækker den til live. En melodi, der kan fremkalde suset fra Nordkalottens vinde, lyden af rensdyr i sneen eller gløden i et elsket ansigt – uden at nævne et eneste af ordene. Sådan lyder joik, den samiske vokaltradition, som i årtusinder har båret historier, minder og identitet over tundraer og fjelde i Sápmi.

I dag dukker joik op på alt fra Eurovision-scenen til norske hiphop-tracks, men bag de moderne beats gemmer sig en arkaisk kunstform, der engang blev fordømt som hedensk og forbudt fra kirkens prædikestol. Hvordan overlevede den? Hvad betyder selve ordet joik – og hvorfor siger samere, at man ikke synger om nogen, men joiker dem?

I denne artikel tager vi dig med på en rejse gennem joikens lydlandskab – fra dens mytiske oprindelse og dramatiske møde med missionærer til de søgende toner i nutidens koncertsale. Vi zoomer ind på teknikkerne bag de svævende glissandi, udforsker de usynlige bånd mellem joik og reindrift, og spørger, hvordan man som lytter kan nærme sig traditionen med respekt.

Sæt høretelefonerne klar, og lad øjnene vandre nordpå: Her begynder fortællingen om, hvad joik betyder – for samerne, for musikken og måske også for dig.

Hvad er joik? Betydning og grundforståelse

Joik (nordsamisk: juoigan, infinitiv juoigat) er kernen i den samiske vokale musikkultur. I modsætning til vestlig sangpraksis, hvor man typisk synger om noget eller nogen, er joik en lydlig manifestation af sit motiv: man joiker som en bestemt person, et renerfelt, et fjeld eller en stærk følelse. Derfor omtales joik ofte som et portræt i lyd snarere end en fortolkning af en tekst.

Joikens sproglige rødder spores til ordstammen juoig-, der på de fleste samiske sprog dækker både handlingen – at joike – og selve vokaltraditionen. Selve ordet er ældre end de skriftlige kilder og knytter an til den samiske forståelse af lyd som bærer af identitet og nærvær.

Forskellen til en klassisk, vestlig sang kan opsummeres i tre hovedpunkter:

1. Relation frem for fortælling
   Hvor sang ofte er narrativ (en lineær historie), er joik relationel. Den etablerer et direkte bånd til joik-objektet; lytteren skal kunne mærke stedet, personen eller stemningen træde ind i rummet.
2. Minimal tekst, maksimal klang
   Joik bruger begrænsede eller ingen ord. Fonetiske stavelser, vokallyde og gentagelser danner melodien. Meningslaget ligger i klangen og rytmens bevægelse, ikke i et tekstligt budskab.
3. Cirkulær tidsopfattelse
   Joik bevæger sig ofte i kredsløb frem for lineære vers/omkvæd. Musikalsk opleves den mere som en tilstand end en progression fra start til slut – en auditiv øjebliksoplevelse, der kan vare så længe udøveren ønsker.

Sammenfattende kan man sige, at joik ikke blot kommunikerer et motiv; den aktiverer det. Det er en praksis, der binder sanger, lyttere og det joikede sammen i et fælles, lydligt rum – et koncept, som fortsat adskiller samisk joik fra de fleste andre vokale traditioner i verden.

Oprindelse og historisk udvikling i Sápmi

Joikens rødder ligger i Sápmi – det vidtstrakte område, der omfatterNordnorge, Nordsverige, Nordfinland og den russiske Kolahalvø. Her har samerne i årtusinderført en oral tradition videre, hvor sangen ikke først og fremmest var underholdning,men et nødvendigt redskab til at skabe forbindelse mellem mennesker, natur og detåndelige landskab.

Ældste kilder og tidlige beskrivelser

• Før-skriftlig tid – joik blev udelukkende overleveret mundtligt. Ingen nedskrevne noder eksisterer fra før 1600-tallet.
• 1673: Johannes Schefferus’ “Lapponia” – første videnskabelige værk om samerne beskriver “yoijk” som en magisk sangkunst.
• Olaus Sirma – samisk præst, der leverede de tidligste gengivelser af joik-tekster i latinsk skrift (publiceret 1673 og 1688).
• 18.-19. årh. – danske/norske missionærer som Thomas von Westen beskrev joik som “hedensk” og forsøgte at udrydde den.

Regionale stilarter

Historiske påvirkninger: Mission, kolonisering og assimilation

1. Kristen mission (1600- og 1700-tallet)
   • Joik blev lagt i samme kategori som runebommen og blev forbudt under trussel om straf.
   • Mange ældre joik-former gik tabt, da udøvere skjulte praksissen eller tilpassede den til kirkens melodik.
2. Nationalstaternes koloniserings­politik (1800-tallet)
   • Norge, Sverige, Finland og Rusland indførte love om “civilisering” og tvangsflytning, der ændrede rensdrifts­ruter og ritualer-hvilket også påvirkede hvornår og hvor joik kunne synges.
   • Skole- og kirkesprog blev norsk, svensk eller finsk; joik og samisk sprog blev stemplet som “primitivt”.
3. Assimilations­perioden (ca. 1900-1970)
   • Børnehjem og internater forbød elever at joike eller tale samisk.
   • Lydoptagelser af etnografiske forskere (bl.a. fra Norsk Folkemuseum og YLE) reddede dog mange melodier fra at forsvinde helt.

Trods stærkt pres har joik overlevet ved at skifte form og kontekst. Det ernetop spændingen mellem det lokale-de specifikke dialekter og stilarter-og dethistoriske pres udefra, der har formet den joik, vi kan høre i dag og som danner brotil den moderne revitalisering, som næste afsnit uddyber.

Musikalske kendetegn og vokalteknikker

Joikens soundscape adskiller sig markant fra den vestlige sangtradition, fordi stemmens klang og gestus er vigtigere end harmonisk progression. Følgende karaktertræk går igen i de fleste regionale stile, selv om de kan vægtes forskelligt fra nord- til sørsamisk praksis:

Sådan flettes elementerne sammen under fremførelsen

1. Cirkulær form: Sangeren starter ofte midt i motivet, bevæger sig ud i improvisation og lander igen på udgangstone – som en sonisk halvbue.
2. Dynamisk åndedræt: Joiken følger ind- og udånding frem for taktstreger; pust og stilhed opbygger intensitet.
3. Lyde som billeder: Mikrotonale bøjnings­toner og glissandi “maler” landskabets blide konturer eller fremkalder renernes brunstbrøl.
4. Spontanitet: Hvis nogen eller noget træder ind i rummet, kan sangeren inkorporere det i momentet – joik er levende hukommelse, ikke fast komposition.

Resultatet er en vokalpraksis, der snarere gestalter end beskriver sit emne. Når lytteren giver sig tid til nuancerne – de små tonebøjninger, stilheden mellem fraserne og den organiske rytme – åbner joiken sig som et auditivt portræt af samisk kosmologi og nærhed til omgivelserne.

Joikens funktion: at fremkalde personer, steder og begivenheder

I den klassiske navnejoik (máinnuh­joik på nordsamisk) bliver et menneske ikke blot omtalt – personen tilstedevækkes gennem klang. Melodi, rytme og klangfarve afspejler karaktertræk som temperament, bevægelsesmønster eller humør. Når en familiejoik gives til et barn, kan den følge vedkommende hele livet og lyde i alt fra hverdags­arbejde til bryllups­fest. Det er derfor kutyme at spørge om lov, før man synger en andens navnejoik offentligt.

Stedjoik – Landskabet som melodi

Báikkih­joik (sted- eller landskabsjoik) fremstiller fjelde, elve, lejre eller vandrestier. Klangbilledet kan spejle vindens susen, en elvs rytmiske brus eller det ekko, man oplever mellem bjergsiderne. For et nomadiserende folk fungerer disse joiks som auditivt kortmateriale, der hjælper med at huske ruter og betydningsfulde steder.

Dyrejoik – Relationer i naturen

Rener, ravne, ulve og myg har alle fået deres egne joiks. Ealli­joik (dyrejoik) kan efterligne dyrets vokalisering eller bevægelser og tjener flere formål:

• Praktisk kommunikation: Rener reagerer ofte på hyrdens kendte joik, hvilket gør indsamling lettere.
• Rituel forbindelse: Dyrejoik anerkender dyrets ånd og indgår i jagt- og takkeritualer.

Joik som social hukommelse

Samfund, hvor historier sjældent blev nedskrevet, benyttede joik som arkiv i lyd. En enkel melodi kan fastholde årtier af minder om en afdød onkel, et græsningstræk eller et bryllup under midnatssol. Joik er dermed både erindring og nærvær: når man joiker, kalder man fortiden ind i nuet.

Anvendelse i hverdag og ritual

Uanset om det er navne-, sted- eller dyrejoik, er hovedpointen den samme: joik er ikke beskrivelse, men manifestation. Gennem stemmen bliver mennesker, landskaber og begivenheder gjort levende – nu og her – til glæde for hukommelse, identitet og fællesskab.

Religion, forbud og nutidig revitalisering

Fra de første organiserede missionsbølger i 1600-tallet og frem til midten af 1900-tallet arbejdede både den lutherske statskirke og pietistiske bevægelser aktivt for at udrydde joik. I prædikener, kongelige forordninger og retssager blev joik koblet til “hedensk tro”, noaidiernes trommer og beskyldninger om trolddom. Flere love gjorde det direkte strafbart at “joike eller bruge tromme” – i Norge senest i Forordningen af 1735. Samtidig indførtes assimileringspolitikker (fx den norske fornorskningspolitik og den finske skolpolitik), hvor børn på kostskoler fik forbud mod at tale samisk og – vigtigst her – mod at joike.

Stigmatisering og tab af praksis

• Social skam: Joik blev i mange samfund opfattet som syndigt eller “ukultiveret”. Det førte til, at ældre sang traditionen i hemmelighed eller tav, når der kom gæster.
• Generationsbrud: Da børn blev sendt på internatskoler, mistede de daglig kontakt til bedsteforældre, der ellers ville have overleveret joiken mundtligt.
• Fragmentering af repertoire: Mange navne- og stedjoiks forsvandt, fordi familier flyttede, rendriftens ruter ændredes, og båndet til konkrete landskaber blev brudt.

Nutidig revitalisering

Siden 1970’erne har joiken oplevet en markant genopblomstring (revitalisering), drevet af både græsrodsinitiativer og officielle kulturprogrammer.

1. Uddannelse
   Samisk Høgskole/Sámi allaskuvla (Kautokeino) tilbyder bachelor- og masterfag i joik. Grundskoler i Norge, Sverige og Finland har indført joik i musikfaget, ofte i samarbejde med lokale traditionbærere.
2. Arkiver og forskning
   Nationalmuseer og lydarkiver (fx NRK Sámi Radio, Svenskt Visarkiv) digitaliserer historiske voksruller og spolebånd. Forskere arbejder sammen med familier for at repatriere indspilninger til oprindelses­stederne.
3. Lokalmiljøer og læringscirkler
   “Joikekafféer”, aftenskoler og suohpan (læringscirkler) giver uformelle rum, hvor unge kan øve med ældre uden scenepres.
4. Festivaler
   Riddu Riđđu (Norge), Márkomeannu (Norge) og Jokkmokks Vintermarked (Sverige) har workshops, konkurrencer og møder mellem traditionelle joikere og moderne kunstnere.
5. Kulturinstitutioner
   Beaivváš Sámi Našunálateáhter (Samisk nationalteater) integrerer joik i scenekunst, mens Sámiid Vuorká-Dávvirat (Samisk museum) laver lydinstallations-projekter, der genlytter tabte stemmer i landskabet.

I dag står joik som et symbol på samisk modstandskraft såvel som en dynamisk kunstform. Revitaliseringen handler derfor ikke blot om at “genskabe fortiden”, men om at sikre, at kommende generationer frit kan joike sig selv, deres rener og deres steder – på egne præmisser.

Fra tradition til scene: joik i moderne musik og medier

Joik har længe været en levende folkelig praksis, men det var først i 1960’erne-80’erne, at sangformen for alvor fandt vej til koncertscener og pladestudier. Pionerer som Nils-Aslak Valkeapää (Áilu) og Lena Willemark løftede joiken ud af den lokale kontekst og præsenterede den for et internationalt publikum. Samtidig stod kunstnerne fast på de traditionelle idealer: “at joike nogen eller noget” frem for blot at “synge om” det.

Genre-møder og tværæstetiske eksperimenter

1. Jazz og improvisation
   Mari Boine kombinerer joikens modalitet med jazzharmonik og world-beat. Hendes album Gula Gula (1989) blev en milepæl, der viste, at joik kunne sameksistere med saxofon, bas og funky trommerytmer uden at miste sin intime klang.
2. Ambient og elektronik
   Wimme Saari eksperimenterer med sampler-landskaber skabt af bl.a. Tapani Rinne. Her foldes joikens cirkulære melodier ind i rumlige ekkoer og droneflader, hvilket giver lytteren en nærmest meditativ oplevelse.
3. Rock, metal og indie
   Bands som Adjágas, ISÁK og finske Korpiklaani lader el-guitarens distortion krydse klang med den rå vokalteknik. Resultatet spænder fra psykedelisk indie-folk til fuldblods folk-metal, hvor joikens rytmiske fleksibilitet møder faste trommeslag.
4. Pop og Eurovision
   I 2019 charmerede den norsk-samiske gruppe KEiiNO Europa med “Spirit in the Sky”, der satte joik på dansegulvet med pumpende 4/4-beat. Samme strategi ses hos Sofia Jannok, der parrer hook-baseret pop med miljø- og rettighedsbudskaber på samisk.
5. Klassisk og kor
   Komponisten Frode Fjellheim skrev åbningsnummeret “Vuelie” til Disneys Frozen (2013). Her mødes kormusikalsk polyfoni med en stiliseret joik, hvilket bragte lyden af Sápmi ind i de globale biografsale.

Joik på lærredet – Film, tv og spil

• Ofelaš (Veiviseren) (1987) – første spillefilm på samisk, hvor Áilu Valkeapääs joik skaber tidløs atmosfære.
• Netflix-serien Midnight Sun (2016) bruger joik-tema til at forankre handlingen i nordlig kulturarv.
• Videospillet Through the Darkest of Times (2020) har original joik på soundtracket for at understrege indre styrke og modstand.

Bevarelse eller transformation?

Kreativitet og kulturpolitik hånd i hånd

Den voksende tilstedeværelse af joik i medierne har også sat gang i diskussioner om kulturel appropriation og ophavsret. Mange samiske kunstnere arbejder derfor med “duodji-principper” (håndværksetik): man fornyer, men bevarer kilden og respekten. Festivaler som Riddu Riđđu og Varjjat Sámi Music Festival fungerer som samlingspunkter, hvor traditionens bærere selv definerer, hvordan den skal formes i det 21. århundrede.

Resultatet er en mangfoldig lydpalet, hvor joik både kan hviske i et headset, brøle gennem en Marshall-stack og svæve hen over symfoniske strygere – uden at miste forbindelsen til de vidder, reinsdyr og mennesker, den udspringer af.

At lytte og lære med respekt

Joik er uløseligt forbundet med samisk historie, identitet og sprog. Når man som udenforstående ønsker at lytte, lære eller selv prøve kræfter med traditionen, er det vigtigt at gøre det med omtanke og respekt – både af hensyn til udøverne og den kulturelle betydning, joiken bærer.

Etiske retningslinjer for den nysgerrige lytter

1. Kontekst er alt
   Joik er ikke blot et musikstykke, men en lydlig repræsentation af et menneske, et dyr, et landskab eller et minde. Spørg altid, hvilken kontekst joiken har, og hvem den tilhører, før du deler den videre.
2. Respektér navnejoik
   En navnejoik fungerer som en personlig signatur eller et lydligt portræt. Den er traditionelt knyttet til én bestemt person og bør ikke synges offentligt uden deres samtykke. Hvis du er i tvivl – spørg.
3. Samtykke før optagelse og deling
   Mange samiske sangere har oplevet, at deres joik havner på sociale medier uden tilladelse. Få altid klar tilladelse, før du optager, streamer eller uploader joik.
4. Undgå kulturel appropriation
   At tage elementer af joik og bruge dem løsrevet fra den samiske kontekst kan virke eksotiserende og sårende. Involver samiske musikere som samarbejdspartnere, ikke kun som “inspiration”.
5. Støt samiske stemmer økonomisk og kulturelt
   Køb musik direkte fra samiske kunstnere, betal for workshops, støt festivaler og del viden fra pålidelige, samisk ledede kilder.

Veje til at lære og opleve joik med omtanke

Når du deltager i disse arenaer, så vær opmærksom på følgende:

• Spørg hellere én gang for meget om det er i orden at optage eller dele en joik.
• Lyt aktivt til fortællingerne, der ledsager joiken – de giver nøgler til forståelsen.
• Kompensér samiske kunstnere – hverken viden eller kunst er gratis.
• Del troværdige kilder videre og bekæmp misforståelser om samisk kultur.

Ved at kombinere ydmyghed, nysgerrighed og praktisk støtte kan du være med til at sikre, at joikens levende tradition fortsat bæres af dem, den tilhører – det samiske folk.