Hvad betyder tillægsmandater ved et folketingsvalg?

Valgnatten nærmer sig sin klimaks. På tv-skærmen tikker resultaterne ind fra landets 92 valgkredse, og spændingen stiger: Hvem løber med nøglerne til Statsministeriet? Pludselig dukker ordet “tillægsmandater” op i studiet, og tallene hopper, selv om alle stemmer allerede er talt op. Hvad foregår der egentlig?

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvorfor et parti kan gå fra 11 til 15 mandater på få sekunder, er du landet det helt rigtige sted. I denne artikel dykker vi ned i de såkaldte kompensations- eller udligningsmandater – bedre kendt som tillægsmandater – som sikrer, at stemmerne fordeles mere retfærdigt på tværs af landet, og som ofte bliver tungen på vægtskålen, når et rødt eller blåt flertal skal tælles op.

Læs med, når vi forklarer, hvorfor de 40 tillægsmandater overhovedet eksisterer, hvordan de fordeles trin for trin, og hvad de betyder for både små partier, regeringsforhandlinger og – i sidste ende – dig som vælger.

Hvad er tillægsmandater, og hvorfor findes de?

Når vi taler om tillægsmandater – også kendt som kompensations- eller udligningsmandater – handler det i al sin enkelhed om at sikre, at de partier, vælgerne stemmer på, får nogenlunde samme andel af pladser i Folketinget som af stemmer på landsplan. Uden denne udligning ville et parti, der var stærkt i én eller få storkredse, kunne blive overrepræsenteret, mens et parti med jævnt men spredt tilslutning risikerede at blive underrepræsenteret.

Forskellen på kreds- og tillægsmandater

• Kredsmandater (135 stk.) fordeles direkte i de 10 storkredse efter partiernes stemmetal dér. De afspejler altså regional styrke.
• Tillægsmandater (40 stk.) fordeles først nationalt og derefter ude i landsdele og storkredse for at udligne skævhederne fra den første runde. De sørger for, at det endelige resultat bliver så proportionalt som muligt set for hele landet.

De 40 tillægsmandater udgør dermed knap en fjerdedel af de 175 danske mandater (de 4 nordatlantiske mandater fra Færøerne og Grønland fordeles efter særskilte regler og indgår ikke i udligningen).

Hvorfor er de nødvendige?

1. Danmark har flere mindre partier og et relativt lille parlament. Kun at bruge kredsmandater ville give store udsving mellem stemmer og sæder.
2. Den danske valglov har traditionelt ønsket geografisk repræsentation (gennem kredsmandater) kombineret med fair proportionalitet (gennem tillægsmandater). Systemet er derfor et kompromis mellem flertalsvalg og ren proportionalitet.
3. Tillægsmandaterne er med til at stabilisere det parlamentariske grundlag, fordi vælgernes samlede vilje afspejles bedre, og små partier, der passerer adgangsbarrieren, får en realistisk chance for at komme i Folketinget.

Adgangskrav for at deltage i fordelingen af tillægsmandater

Et parti kan kun få tillægsmandater, hvis det opfylder mindst ét af disse tre lovbestemte kriterier (§77 i valgloven):

Hvis ingen af disse betingelser er opfyldt, udelukkes partiet fra tillægsmandater – det er netop her, spærregrænsen på 2 % ofte viser sin betydning. Partier, der opfylder et af kravene, deltager fuldt ud, uanset om de ligger over eller under 2 %.

Kort opsummeret

Tillægsmandater er således den mekanisme, der udligner forholdet mellem stemmer og sæder i Folketinget. Sammen med kredsmandaterne skaber de et to-trins system, hvor vælgernes indflydelse både ses lokalt og slår igennem på landsplan. De 40 mandater er derfor helt centrale for, at Danmark har et valgsystem, som af de fleste betegnes som et af verdens mest proportionale – uden hverken at opgive regional repræsentation eller at lade store partier dominere urimeligt meget.

Hvordan fordeles tillægsmandater ved et folketingsvalg?

Fordelingen af tillægsmandater foregår i tre hovedrunder, som hver især er fastlagt i Folketingsvalgloven. Formålet er hele tiden at sørge for, at det endelige mandat-tal for hvert parti afspejler deres stemmeandel på landsplan så præcist som muligt.

1. Først: 135 kredsmandater fordeles i de 10 storkredse
   Her anvendes d’Hondts fordelingsmetode. De partier, der klarer adgangskravet (2 % af de gyldige stemmer på landsplan, eller et direkte kredsmandat, eller mindst 1 stemmekvote i to landsdele), er med i kapløbet. Resultatet er typisk, at større partier scorer en overrepræsentation, fordi d’Hondt favoriserer store stemmetal.
2. Dernæst: Hvert partis berettigede mandater udregnes nationalt
   På landsplan bruger man Sainte-Laguës divisorer (1, 3, 5 …) til at udregne, hvor mange af de 175 danske mandater hvert parti egentlig “har krav på” i forhold til sin stemmeandel. Denne beregning ser helt bort fra, hvor i landet stemmerne er afgivet.
3. Til sidst: 40 tillægsmandater udligner forskellen
   For hvert parti trækkes antallet af allerede vundne kredsmandater fra det samlede berettigede tal. Resten er partiets tillægsmandater. Først fordeles de på de tre landsdele (Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark, og Midt-Nordjylland) efter Sainte-Laguë, og derefter videre til de enkelte storkredse på basis af stemmetal. Det endelige resultat bliver næsten proportionalt med stemmeandelen på landsplan.

Et kort eksempel

Antag et (forenklet) valgresultat, hvor 5 partier klarer spærregrænsen:

Som tabellen viser, høster de mindre partier (D og E) relativt få kredsmandater, men får mange tillægsmandater, så deres endelige samlede mandattal matcher stemmeandelen. Omvendt må et stort parti (B) “aflevere” sin overrepræsentation, fordi det allerede har flere kredsmandater end proportionalt.
Resultatet er, at ingen kan regne sit endelige mandat-tal ud, før også tillægsmandaterne er fordelt – og det er ofte disse mandater, der tipper balancen for, hvem der kan danne regering.